
Agorafobi
En historie om agorafobi:
"Jeg kan bedst beskrive det som en følelse af at forsvinde, at blive overvældet af indtryk og blive helt syg indvendig. Til sidst kunne jeg slet ikke tage op på skolen, uden at få så meget kvalme, at jeg kastede op. I stedet isolerede jeg mig og ordnede så meget som muligt hjemmefra. Mine forældre vidste ikke deres levende råd, det var først da jeg startede i terapi at jeg forstod og kunne sætte ord på mine følelser omkring hvad årsagen var, give spøgelset et ansigt, og finde mig selv igen"
Agorafobi er en angst der bliver udløst, når man befinder sig steder med mange mennesker, såsom en biograf, en bus, diverse familie sammenkomster, foredrag, klasselokaler etc. Som ved andre angstlidelser kan man opleve angst for angsten, når man eks. har et foredrag om en uge, kan tiden op til være ulidelig. Det kan resultere i, at nogle slet ikke forlader deres hjem, og i stedet isolerer sig for at undgå angsten. Man kan opleve panikangst når agorafobien bliver aktiveret, og derfor er symptomerne lignende.
Agorafobien har i virkeligheden en vigtig opgave. Angst vil som udgangspunkt altid beskytte os mod det, angsten mener er farligt for vores velbefindende. Om det er virkeligt eller ej er ligegyldigt. Det er igennem terapi muligt at få beroliget angsten, så man frit kan færdes blandt andre igen. Det gør vi ved sammen at undersøge angstens årsag og finde frem til netop det, der udløser angsten hos dig. Når angsten er blevet beroliget og blevet udtrykt sundt i terapien, vil man opleve en naturlig frihed og ro. En lyst til at være blandt andre som vi som sociale væsener trives ved, med et smil på læben.